DM 2010

DM i kæmpegræskar i 2010

Solen skinnede fra en flot blå efterårshimmel lørdag den. 16. oktober kl 11, da årets DM  i kæmpegræskar blev afgjort foran Boblespringvandet i Tivoli.

De fleste husker nok tilbage på sommeren 2010 som værende en del andet en sol dagen lang fra en skyfri himmel. Det kolde forår kombineret med en meget våd august og halvkølig september var ikke ideel for græskardyrkning. Dette blev tydeligt afspejlet i årets finalegræskar som ikke var helt så store som sidste år.

I alt 6 græskar – alle på mere end 100 kg – var udvalgt til finalen.

En klar vinder blev Poul Sørensen fra Thy med et græskar på 260,9 kg. Poul Sørensen bruger en kombination af kaffegrums, brun farin samt mykorrhiza (en jordsvamp som hjælper plantens rødder med optagelse af næring) til at gøde sin jord med. Om dette er årsagen til det flotte resultat, vil vi ikke gøre os til dommere over.

2. pladsen gik til Hanne og Lasse Kolding fra Slagelse – sidste års nr. 3- som deltog med et flot orange græskar på 186,1 kg.

3. størst var Erik Lunds  græskar på beskedne 148,1 kg – mindre end halvt så tungt som hans Danmarksrekord fra 2008 ! – Græskarret blev dog dyrket uden plast overdækning.

Både sidste års vinder samt nr. 2 havde ikke held i sprøjten i år og deltog slet ikke – det forlyder dog, at de vil komme stærkt igen i 2011 – det var i øvrigt også budskabet fra flere af deltagerne, som gerne ser Danmarksrekorden forbedret.

Vi vil gerne takke alle finaledeltagerne, Tivoli samt Danske Fragtmænd for et flot og vellykket arrangement.

Vi ser frem til en spændende sæson i 2011 og kan kun opfordre alle med en have og lidt grønne fingre til at tage kampen op -.det er sjovt, spændende og imponerende at følge græskarfrøets forvandling til en plante på måske 50 m2 og frugter på flere hundrede kg..

For frø eller planter, se Bestilling. til venstre. Superfrø fra årets høst vil først være til rådighed ultimo november og kimplanter først fra ultimo april 2011.

Held og lykke i 2011

Erik og Ivar Lund